Fall stripes

Sundhed i hverdagen

Det her er et lidt anderledes indlæg for mig at skrive. For det meste skriver jeg om bronzefarvede øjenskygger, de bedste volumengivende shampoos og hvilken dagcreme, der ikke fedter i løbet af dagen. Men sandheden er, at sundhed også fylder utroligt meget i min hverdag, både på godt og ondt. Nedenfor kommer jeg med et lidt mere personligt indlæg, så hvis I kan holde til det, så læs endelig med ;)

sundhed i hverdagen, healthy living, sundhed, motion, beauty, beautyblog, skønhedsblog

Til at starte med, er det vigtigt for mig at pointere, at jeg på ingen måde er ekspert i noget som helst af, hvad der har med sundhed at gøre! Min viden kommer primært fra blade, bøger og hvad sundhedseksperter har skrevet og sagt.

Jeg er en af den slags piger, som bare skal kigge på en kage, og så tager jeg på. Det er måske lidt overdrevet, men nogle gange føles det altså sådan, haha! Jeg var enormt tidligt udviklet som barn med både barm, numse og for den sags skyld også med et par ret brede hofter. Dengang var jeg meget utilpas i min egen krop, specielt fordi mine veninder altid var så slanke og fine. Jeg vil være helt ærlig her og sige, at jeg ikke altid har haft et særligt sundt forhold til mad og motion, hvilket jeg føler, at jeg er ved at have nu. Jeg har ikke tal på hvor mange forskellige slankekure jeg har været på, som bare ikke har holdt i længden, og som faktisk endte med at gøre mere skade end gavn.

Inden for det sidste års tid er jeg dog blevet meget mere bevidst om mig selv og hvordan jeg ser ud. Jeg længes ikke længere efter enormt smalle lår eller hvad jeg ellers kan være usikker på ved mig selv, for det er bare ikke sådan jeg er bygget. Jeg er begyndt at værdsætte de former jeg nu engang har og prøver ni ud af ti dage at værdsætte dem så godt som jeg kan. Det betyder dog ikke, at jeg ikke prøver at holde en sund livsstil med både god kost og motion, for hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke helt tilfreds med hvordan jeg ser ud (den følelse sidder næsten alle kvinder jo med) og har planer om at tabe mig det, som jeg føler er nødvendigt for at jeg er tilfreds med mig selv, over det næste års tid. Det betyder ikke, at jeg slet ikke må spise lidt usund mad engang imellem, for det er simpelthen ikke realistisk for mig. Jeg har f.eks. lige været 3 dage i sommerhus med min søde kæreste, og der tænkte jeg altså ikke så meget over hvad jeg spiste og ikke spiste. For mig handler det om at finde en fin balance, hvor jeg spiser sundt og varieret og dyrker motion det meste af ugen, men at der også er plads i weekenden til at dele en pizza med veninderne en søndag formiddag efter en bytur. Hvordan gør jeg så det, uden at falde i og droppe det hele?

Motion giver jo lidt sig selv. Jeg er for nyligt blevet opereret i knæet, hvilket gør, at jeg desværre ikke kan løbe udenfor eller på normalt løbebånd resten af livet. Så hvis jeg skal have pulsen op er det på den gode gamle crosser oppe i fitteren, cykling mm. Over den sidste måneds tid er jeg begyndt at lave lidt styrketræning med Camilla og en af vores fælles rigtig gode veninder, Maria, som skal læse ernæring og sundhed. Hun har virkelig styr på sit shit! Fællestræning er helt sikkert noget jeg nyder, for jeg er nødt til at være ærlig her og sige, at træning ikke er noget, jeg endnu som sådan nyder, men ser mere som en pligt. Så er det altså rart at gøre det med et par veninder.

Vand Det er så basic en ting, men hvis man kender mig godt, så ved man, at det for mig er virkelig svært at drikke rent vand. Smagen siger mig ingenting, det er simpelthen så kedeligt og generelt er jeg bare ikke en særlig tørstig type, haha! Men jeg prøver, jeg prøver! Min Cola Zero er egentlig kommet ret meget på hylden og jeg bestræber mig efter at drikke så meget vand som muligt. Det holder mig mæt i længere tid og giver også min hud et mere klart udseende. Jeg er (næsten) fan!

Kosttilskud Jeg er for nyligt begyndt at tage ganske almindelige multivitaminer fra Matas samt Omega-3. Især Omega-3 olien er jeg spændt på at se, om den gør nogle ændringer for min hud. Er der nogle af jer, der har erfaringer med det?

Varieret kost Som jeg nævnte tidligere er det vigtigt for mig, at jeg har en god balance i forhold til sund mad. At det er okay engang imellem at gå ud og spise og bestille den pastaret, man nu har øje for og nyde den uden at have dårlig samvittighed. Jeg er der ikke selv helt endnu, men det kommer lige så stille! Selvom jeg kommer fra en familie, hvor sundhed var en høj prioritet, så er jeg helt sikkert blevet sundere og mere bevidst efter jeg er flyttet hjemmefra. Mit køleskab er for det meste proppet med frugt og grøntsager, og jeg nyder faktisk at lave forskellige sunde retter og eksperimentere lidt.

Kom endelig med tips & tricks til hvad I gør for at holde jer sunde og raske! Mange af jer ved sikkert mere om det end jeg gør ;)

– Caro <3

♥ Caro
Follow on Bloglovin
Indlægget kan indeholde affiliate links og/eller sponsorerede varer.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fall stripes