Søndagshygge - æbleskiver!

My haircare routine

Jeg tænkte, at jeg lige ville dele lidt (meget!) om min hårplejerutine og de produkter, jeg bruger. Min hårtype er ret fin og typisk skandinavisk. Før i tiden har jeg både haft farvet det mørkere og i en periode lyse striber, men nu er det helt, som naturen har skabt det, og det er jeg rigtig glad for. Det er supervigtigt for mig at holde mit hår sundt og velplejet, og udover en klipning cirka hver tredje måned, er det alle de her lækre produkter, der tager sig af mit hår.

Davines MOMO shampoo, 190 kr., og conditioner, 225 kr. Disse to er jeg netop kommet i besiddelse af, og so far er mit indtryk af dem rigtig godt! Udover at have det fineste minimalistiske design, er Davines både naturligt og bæredygtigt, hvilket selvfølgelig er fantastisk, men produkterne skal jo også virke – og dét gør de. MOMO serien fugter og reparerer håret og gør det rigtig blødt og lækkert. Fantastisk, hvis man har tørt, skadet eller farvet hår – eller som mig bare godt kan lide at give den lidt ekstra pleje ;) Jeg prøver at vaske mit hår hver tredje dag, for ligemeget hvilken shampoo man bruger, vil det altid udtørre håret en smule, når man vasker det.

Bumble & Bumble Sunday Shampoo, ca. 175 kr. her Det er ikke ulovligt at bruge den på en af ugens andre dage, men den egner sig nu godt til en søndags-aktivitet! Sunday Shampoo er en udrensende shampoo, som får håret og hovedbunden til at føles skøn og ren. Den skal bruges cirka en gang om ugen, og jeg elsker at gøre det om søndagen og få den der følelse af, at man skyller alle ugens strabadser ud! Den fås også i Sephora, dog lidt dyrere end hos Lookfantastic, som der er linket til :) Jeg har også dedikeret et indlæg til shampooen her.

Moroccanoil Intense Hydrating, 259 kr. bruger jeg en gang om ugen – og det virker altså ikke at man bruger det flere gange om ugen end det, skal jeg hilse og sige! Jeg bruger cirka hvad der svarer til en spiseskefuld og fordeler det jævnt mellem mine spidser og lader det sidde i omkring 5-7 minutter, hvorefter jeg skyller den grundigt ud. Nogle gange tilføjer jeg også lidt olie til min hårkur for ekstra pleje. Til prisen synes jeg sagtens, at man kan finde bedre hårkure – f.eks. er jeg ret glad for den grønne fra Loreals sulfatfrie linje, som reparerer håret. Den efterlader det blødt og lækkert og dufter himmelsk! Men lige nu bruger jeg altså den her fra Moroccanoil, til den er tom – og den er også udmærket :)

Moroccanoil Treatment, 319 kr. Hvor hårkuren måske skuffer lidt, er vi altså i en helt anden boldgade her! Det ER bare olien over alle olier, så er det sagt. Måske er den pricy, men jeg vil vove at sige, at den er det værd. I hvert fald er hårolie en supergod ting at have, og det vil jeg aldrig gå ned på. Jeg bruger det i spidserne, når jeg har vasket mit hår eller hvis jeg lige føler, det har brug for et fugtboost.

Caviar CC cream, 369 kr. Jeg skrev om den her lækre sag for nyligt (her), men nu siger jeg det igen – leave-in produkter kan jeg aldrig få for meget af! Det er så lækkert, når man har langt skandinavisk hår, som tit skaber nogle gode ugler ;) Vi er ude i et luksusprodukt her, men det er skam også både pænt og effektivt.

Davines MOMO hair potion, 240 kr. Dette produkt er egentlig lidt en blanding af de to ovenstående beskrivelser – den anvendes ligesom en olie, men tager form af et cremeprodukt. Det er rigtig godt til at samle spidserne, hvis man har lidt tørt eller kruset hår. Man skal ikke være for generøs med den, da den så har en tendens til at klistre og klaske lidt. Men det gør jo også bare, at den holder længere!

Davines MELU hair shield, 290 kr. Når jeg føntørrer eller bruger anden varmestyling, vil jeg for Guds skyld ikke undvære en god heat protector! Den her fungerer rigtig fint og dufter lækkert, men i forhold til prisen, vil jeg mene at der er billigere alternativer på markedet, som gør det mindst ligeså godt. En downside ved den her er, at den godt kan gøre håret lidt stift i det, så man skal sprøjte på god afstand.

Björn Axén dry shampoo (købt i Sverige til ca. 130 kr.) Det her var en, som Camilla havde med til mig efter en tur til Sverige, og jeg er faktisk ikke stødt på nogle butikker eller onlineshops i Danmark, som har den – men den skal altså skaffes igen! Det er uden tvivl den bedste tørshampoo jeg har prøvet. Den gør håret mat og giver volumen og virker præcis, som man ønsker det between washes ;)

Bredtandet kam (denne er fra Matas) Når man har vasket håret og det stadig er vådt, er det altså helt ulovligt at bruge en børste – men det er der jo mange, der stadig gør! Jeg var til et stylingevent for nyligt med Kenny Aleksandr og Matas, og her lærte han os, at en bredtandet kam er det, der gør tricket, når man har vådt hår. Glem Tangle Teezers og wet brushes – i hvert fald indtil håret er tørt! En bredtandet kam er også god, hvis man har noget struktur i sit hår og ikke vil børste det helt ud.

Hershesons ‘Pull Yourself Together’ clear elastics, 60 kr. Disse har jeg også skrevet om her. Gennemsigtige elastikker er et fantastisk redskab, når man skal lave frisurer, og disse er rigtig gode. Det kan godt betale sig at bruge bare lidt flere penge på sådan noget, for de billige (fra ebay fx) går i stykker i løbet af ingen tid alligevel.

♥ Caro
Follow on Bloglovin
Indlægget kan indeholde affiliate links og/eller sponsorerede varer.

1 kommentar

  • Lea

    Hvilken duft har Davines Momo produkter? En blød mandelduft? Jeg brugte Momo før de er blev reformuleret og elskede duften, og er nysgerrig om det er den samme duft.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagshygge - æbleskiver!