Krystalklare nyheder fra Essence

Test af brow pomades

Test af Brow Pomades fra Maybelline, Nilens Jord, GOSH og Anastasia Beverly Hills

Folk har som regel en foretrukken måde at lave deres bryn på. Hvor øjenskygger og øjenbrynsblyant oftest har været favoritter, har brow pomades nu også vundet frem, og der er efterhånden ikke et makeupbrand med respekt for sig selv, der ikke har fået udvidet deres sortiment med sådan en fiks formular. Men ligesom med så meget andet bliver det netop af den grund også svært, hvad for en man nu lige skal vælge.

Jeg har pt. fire forskellige brow pomades hjemme i min makeupskuffe, og jeg har faktisk brugt dem alle fire relativt flittigt, så nu synes jeg godt, jeg kan lege ekspert og komme med min ærlige anmeldelse af dem.

Fire brow pomades og min personlige vudering

Vi har fat i fire brow pomades her. Maybelline Tattoo Brow, Anastasia Dipbrow, der om noget gjorde brow pomade populært, Nilens Jord Brow Pomade og GOSH Brow Pomade.

Jeg vil først og fremmest nævne, at de alle fire har noget positivt til fælles: farven. Jeg ved, at mange er lidt bange for rødlige eller for varme nuancer (medmindre det er det, man går efter, selvfølgelig), og her rammer de alle fire virkelig godt i forhold til at lave en god, kølig brun farve, populært kaldt Taupe. Den er perfekt til blondiner som mig, men jeg vil sige, at den også er god til brunetter. Er man mørkebrun, skal man dog have en dybere nuance.

Min vurdering kommer til at være baseret på kvalitet og holdbarhed. Jeg vil tildele de forskellige produkter stjerner fra 1-5 og naturligvis tilføje en lille beskrivelse af min oplevelse med hvert produkt.

Let’s get to it!

Maybelline Tattoo Brow – 01 Taupe*

Maybelline Tattoo Brow "Taupe"

Vejl. udsalgspris 120 DKK
★★★★☆

Bedst til prisen. Jeg kan rigtig godt lide Tattoo Brow. Farven er perfekt, og pigmenteringen er høj. Konsistensen er mere cremet, og den afgiver derfor let produkt. Derfor er det også vigtigt, at man er lidt forsigtig med påføring af Tattoo Brow, da man hurtigt kan få lidt for meget produkt på penslen. Jeg kan personligt godt lide at arbejde med den, fordi det er let at forme sine bryn hurtigt – og restprodukt tager jeg altid med en børste helt automatisk, når jeg reder brynene ud efter påføring.

Anastasia Dipbrow Pomade – Taupe

Anastasia Dipbrow Pomade "Taupe"

Vejl. udsalgspris 225 DKK
★★★★★

Min favorit. Anastasia Beverly Hills er virkelig anerkendt for deres brynprodukter, og YouTubere verden over sværger til dem. Især Dipbrow er et populært produkt, og så vidt jeg ved, er det også Dipbrow, der faktisk startede hele brow pomade-bølgen.

Jeg var faktisk lidt tilbageholdende omkring at prøve Dipbrow, fordi jeg havde hørt, at den var meget … kraftig? At man skulle være forsigtig med den, og at den var meget pigmenteret. Med min kærlighed for et naturligt look tænkte jeg derfor, at den var lidt for hidsig til mig. Meeen, da først jeg havde fået lidt erfaring med brynpomade, sagde jeg ja tak til at prøve den, da jeg fik muligheden. Og det er jeg glad for! Jeg synes, at Dipbrow er fantastisk at arbejde med, og det er ikke svært at skabe et naturligt look med den.

Anastasia Dipbrow er nok også den brow pomade med det største farveudvalg. Jeg har prøvet flere af deres brynprodukter, og både farve og kvalitet har jeg altid været meget tilfreds med!

Nilens Jord Brow Pomade “Cool Brown”*

Nilens Jord Brow Pomade "Cool Brown"

Vejl. udsalgspris 99 DKK
★★☆☆☆

“Meh” beskriver nok dette produkt bedst for mig. Omend jeg har hørt og læst nogle okay ting om den, så er denne nyhed fra Nilens Jord ikke faldet i specielt god jord hos mig. Jeg synes ikke, den er pigmenteret nok, hvilket betyder, at jeg bruger længere tid med den, end jeg eksempelvis gør med de to ovenstående. Ønsker man et meget naturligt look, kunne jeg dog godt forestille mig, at den fungerer.

GOSH Brow Pomade “Greybrown”*

Gosh Brow Pomade "Greybrown"

Vejl. udsalgspris 90 DKK
★★★☆☆

Dette var den første brow pomade, jeg overhovedet prøvede. Jeg har været rigtig glad for den, og den har længe været en favorit – indtil den blev overhalet indenom. Jeg synes alt i alt, at GOSH’ take på en brow pomade fungerer rigtig godt, og prisen er også flot, så jeg kan bestemt anbefale den. En negativ faktor er dog, at den tørrer hurtigere ud, end man kan nå at bruge den op. Jeg har løst det ved at gøre min pensel lidt våd inden påføring, men det er stadig som om, at den var bedre i starten. Derudover er jeg ikke så vild med, at krukken har så lille en omkreds, da det betyder, at man ikke kan vinkle penslen så meget og hurtigt kommer til at danne et “krater” dernede. Det er dog en mindre detalje 😂


Det er langt fra altid, at den dyreste vinder – men lige i dette tilfælde ville jeg altså sætte mine penge på Anastasia’s Dipbrow! Af budgetvenlige alternativer anbefaler jeg både Gosh og Maybelline, men Nilens Jord ville jeg gå udenom.

Jeg håber, I kunne bruge min lille guide!
Hvad er jeres erfaring med brow pomades?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Krystalklare nyheder fra Essence