Favoritter i februar

Påføring af hudplejeprodukter: Den rigtige rækkefølge

Mange er i tvivl, og det har jeg bestemt også selv været: hvad er egentlig den optimale rækkefølge at påføre sine hudplejeprodukter i?

Jeg har researchet mange forskellige kilder for at finde det rigtige svar, tilsat min egen sunde fornuft. For virkeligheden er, at der er meget fejlinformation derude. Prøv bare at søge efter “Order of skincare products” i en billedsøgning på Google, og så vil du se, at de mange infografikker bestemt ikke er helt enige om rækkefølgen.

Grunden til den store mængde af misforståelser eller fejlinformation er nok også, at det ikke er SÅ vigtigt med den rækkefølge, f.eks. om du påfører din øjencreme før eller efter dagcremen. Alligevel er der nogle ret essentielle hovedregler, så at sige, som man vil gøre klogt i at følge. Nedenfor finder du min guide samt lidt lidt tekst knyttet til hvert trin.

Således påfører du dine hudplejeprodukter

Det er nok ikke alle produkter, der er en del af din daglige rutine, men her har du opskriften på den optimale rækkefølge.

  1. Makeupfjerner / micellarvand
    Makeupfjerner og micellarvand skal ikke blive på huden. Rigtig mange, der har en lidt mere simpel hudplejerutine vil bruge makeupfjerner eller micellarvand efterfulgt af creme, og det er huden bare ikke glad for. Sørg derfor for at få det renset af efter brug.
  2. Ansigtsrens
    En god hudplejerutine begynder med en god ansigtsrens. Ansigtsrensen er også essentiel for, at du får renset makeuprester – og din micellarvand eller makeupfjerner – ordentligt af. Der findes mange forskellige typer ansigtsrens, og der er ikke nogen, der som sådan er bedre end andre. Det handler om at finde den, der er god til netop din hudtype og passer dine præferencer. Én slags rens, man dog som hovedregel bør undgå, er dem, der skummer op i brug, da de har det med at udtørre huden.Jeg er selv rigtig glad for gel eller mælk. Oftest renser jeg af to gange om aftenen, hvor jeg bruger enten en vaskeklud eller min Foreo-børste anden gang. På den måde bliver huden renset i dybden og er mere modtagelig for de efterfølgende produkter, som skal blive og virke på huden. Om morgenen renser jeg blot en enkelt gang, og somme tider bruger jeg kun vand. Det kan min hud godt lide, for så bliver den ikke overbelastet.
  3. Skintonic (toner)
    Toner, eller skintonic, som vi godt kan lide at kalde det herhjemme, er ikke et nødvendigt trin i din hudplejerutine. Det handler igen meget om præferencer og hudtype. Selv kan jeg godt lide at bruge skintonic. Jeg går her efter gode, aktive ingredienser, som faktisk gør noget for min hud, så min skintonic ikke bare fungerer som ekstra rens. Favoritter for mig her er C-vitamin, salicyl- eller glycolsyre og, hvis jeg ønsker mere fugt, hyaluronsyre.
  4. Serum
    Din serum skal påføres før din creme, da den er tyndere og trækker lettest ind i huden her.
  5. Øjencreme
    Som nævnt før har det ikke den store betydning, om din øjencreme kommer på før eller efter din ansigtscreme, da konsistensen som regel er nogenlunde den samme. Du kan også helt droppe øjencreme og blot sørge for at bruge en ansigtscreme, der ikke generer øjenområdet.
  6. Creme
    Din ansigtscreme skal på efter serum og før tungere konsistenser.
  7. Solcreme
    Solcremen skal på efter din ansigtscreme, da dens formål er at beskytte og ikke pleje huden. Din ansigtscreme skal med sine aktive ingredienser derfor påføres før solcremen. Mange vælger selvfølgelig også blot en dagcreme med solfaktor i. Det kan være godt nok, men det er i såfald vigtigt at huske her, at du nok skal bruge en lidt større klat for at få optimal solbeskyttelse.
  8. Olie
    Det her – lige præcis det her trin i hudplejerutinen – det er der alt for meget fejlinformation om. Jeg er meget glad for ansigtsolie og har nok brugt det gennem de sidste 10 år. Jeg troede også i lang tid, at olien skulle på før cremen. Det giver mening, fordi olie i mit hoved er lidt ligesom serum: mere tyndtflydende. MEN – olie er 100% fedt. Det danner derfor en barriere på huden, som virker beskyttende, men som også vil holde øvrige produkter fra at trænge ordentligt ind i huden. Hvis du påfører din olie før din dagcreme, vil din dagcreme derfor ikke virke ligeså effektivt. Det giver jo meget god mening, når man tænker over det. Så husk det, hvis du også er fan af ansigtsolie!Den bedste sammenligning, der findes her, er glasset med vand og olie. Olien vil lægge sig øverst i glasset, og det er i samme rækkefølge, at det skal ligge på huden. Det er en meget fin lille huskeregel :o)
  9. Spot treatment
    Til allersidst påfører du spot treatment. Her snakker vi de små tuber med meget aktivt indhold, som skal påføres den enkelte bums eller urenhed. Et populært eksempel her kunne f.eks. være Mario Badescu’s Drying Lotion. Det giver meget god mening, at man påfører dette til sidst – ellers vil man smøre det ud i huden.

 

Jeg er nysgerrig – lærte du noget nyt? Er du uenig i noget af ovenstående?


Jeg har lavet en lille grafik her, som du måske kunne have lyst til at printe eller gemme:

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Favoritter i februar