Sephora outlet-fund og nye beauty køb

Favoritter i maj

Favoritter i maj - Camilla Nørgaard | Briogeo, La Roche Posay face mist, labello lip scrub, lernberger stafsing dry wax spray, finogren håndsprit, clarins wonder perfect mascara 4d, fiilit parfums de voyage bali, camilla nørgaard, camilla nørgaard christensen, beauty blog, skønhedsblog, anmeldelse, favoritter

Endnu en måned er gået, og det er officielt sommer. Er det kun mig, der synes, at tiden går afsindigt hurtigt?!

Jeg har fundet mine favoritter frem fra maj måned. Ligesom sidste måned er de ikke lige så præget af makeup, som mine månedlige favoritter plejer at være – men det er bare hud og hår, der har været i højsædet på det sidste. Spotter du noget iblandt produkterne, som du har eller gerne vil prøve?


Favoritprodukter i maj

FiiLiT Surya Eau de Parfum Bali

200 kroner for rejsebeholder med 11 ml parfume, 500 kr. for 50 ml

Jeg har slet ikke givet dette brand nok opmærksomhed, da de kom til Danmark sidste år. FiiLiT er et skønt koncept med et virkelig flot duftsortiment. Jeg har selv haft fornøjelsen af at møde manden bag, som er inspireret af sine mange eksotiske rejser i produktionen af sine parfumer. Både produktion og emballage er udført med respekt for naturen: mindre materiale, som er og bruges bedre, mens selve indholdet består af 87-100% naturlige ingredienser uden ftalater og parabener. Det er også tydeligt, at naturen er den primære inspiration til selve duftene.

Bali er en herlig duft, som jeg ikke kan sammenligne med andet. Den har sødme, men har samtidig noget spice, som er sådan lidt peber-agtig. En helt igennem perfekt balance! Jeg har fået flere komplimenter for den, og jeg synes virkelig, at dette nyere, franske brand fortjener en masse succes. Du kan læse mere om Surya Bali lige her.

Labello Lip Scrub

20 kroner, fås i dagligvarebutikker samt Matas

Sådan en lip scrub on-the-go er da en fantastisk ting. Skrubbekornene i Labellos nye peelende læbepomade smelter automatisk på læberne, så man kan lade den blive på. Til en flad 20’er kan jeg bestemt ikke andet end anbefale den!

Clarins Wonder Perfect Mascara 4D

230 kroner

Det er vist efterhånden ingen hemmelighed, at Clarins’ makeup ligger højt på min liste over favoritbrands. Dette er den anden mascara jeg prøver derfra, og den er mindst lige så god som Supra Volume Mascara, som jeg tidligere brugte. God farveintensitet og holdbarhed, og virkelig god længde og volumen. Hvis man ikke har noget imod at kaste lidt ekstra penge efter sin mascara, vil jeg altid anbefale Clarins!

Briogeo “Don’t Despair, Repair!” Deep conditioning mask

250 kroner for 237 ml

Jeg forstod med det samme hypen omkring denne hårmaske, da jeg i den forgangne måned prøvede den for første gang. Med et hår, der krøller og samtidig er afbleget, har jeg brug for al den pleje, jeg kan få. Briogeos hårkur efterlader mit hår så fantastisk blødt og medgørligt. Jeg er kæmpe fan!

Finogren håndspritgel 70%

40 kroner for 100 mL

Jeg har haft denne her med mig overalt og har også en ekstra til at stå på kontoret. Håndsprit har virkelig gjort indtogt i de flestes hygiejnevaner, mine egne inklusiv. Men uhh, hvor jeg hader mange af de håndsprit, der hænger frit tilgængeligt omkring i vores kontorbygning og mange andre steder. Det er som tørre hænder på tube! Heldigvis er der nogen, der godt kan finde ud af at lave håndsprit, der ikke giver tørre hænder. Finogrens håndspritgel er tilsat glycerin, så den føles stort set ikke udtørrende overhovedet. Samtidig er 40 kroner altså en rigtig god pris, synes jeg.

Lernberger & Stafsing Dry Wax Spray

179 kroner for 200 ml

Når jeg styler mit hår, skal det helst holde godt. En texture spray eller voksspray som denne sørger lige præcis for dét. Lernberger & Stafings Dry Wax Spray har jeg faktisk haft længe, og jeg har lige genopdaget min kærlighed til den. Jeg har ikke oplevet noget, der som den kan sørge for hold og fylde efter jeg har lavet bløde bølger i mit hår. 10/10 would buy again!

La Roche Posay Toleraine Ultra 8 ansigtsmist

185 kroner for 100 ml

Jeg havde aldrig troet, at jeg nogensinde ville kunne sige “selv min kæreste elsker den!”, men så blev jeg klogere … Morten har simpelthen stjålet denne her flere gange og haft den med sig på arbejde, da han var blevet solbrændt i ansigtet. Det fortæller jo også meget godt, hvor dejligt beroligende, den føles på huden. Sprayen bygger bl.a. på min absolut yndlings-ingrediens, hyaluronsyre. Den giver god fugt i løbet af dagen og har en skøn, beroligende effekt. Den er så mild, at den kan bruges selv ved øjenområdet, hvilket jeg faktisk er ret glad for, da jeg har det med at tørre ud netop omkring øjnene.

Toleraine Ultra 8 er alkohol- og parfumefri og egner sig, ligesom de fleste andre La Roche Posay produkter, rigtig godt til sensitiv hud. Jeg tror helt sikkert, jeg kommer til at købe den igen og igen.


Det var alt for mine maj-favoritter! Jeg håber, I nyder det dejlige sommervejr, som 1. juni har budt os <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sephora outlet-fund og nye beauty køb